EU Ecolabel er en frivillig miljømærkning, der tildeles produkter og tjenester, som opfylder høje miljøstandarder gennem hele deres livscyklus - fra råvareudvinding til produktion, distribution og bortskaffelse. EU Ecolabel hjælper forbrugere med at træffe informerede valg og støtte produkter, der er bedre for miljøet og sundheden. Produkter og tjenester, der bærer EU Ecolabel, er blandt de 10-20% mest miljøvenlige i deres kategori og opfylder strenge kriterier for miljøpåvirkning, ressourceforbrug, energieffektivitet, genanvendelighed, sundhed og etiske retningslinjer. Kriterierne opdateres regelmæssigt for at følge med teknologiske fremskridt og sikre, at de fortsat repræsenterer de bedste produkter på markedet.
OEKO-TEX er en international certificeringsordning, der fokuserer på bæredygtighed og sikkerhed inden for tekstil- og læderproduktion. OEKO-TEX certificeringen garanterer, at produkterne er fremstillet med minimal brug af kemikalier og er testet for mere end 300 forskellige sundheds- og miljøskadelige stoffer, herunder tungmetaller og skadelige farvestoffer. For at opnå OEKO-TEX-certificering skal hele produktet testes på et anerkendt laboratorium. Kravene til certificering varierer afhængigt af, hvor meget direkte kontakt produktet har med menneskekroppen, og der stilles særlige strenge krav til produkter beregnet til børn. Dette sikrer, at alle OEKO-TEX-certificerede produkter er sikre og bæredygtige for både forbrugere og miljøet.
Fairtrade er en organisation, der arbejder for at understøtte lokale producenter og familielandbrug i udviklingslandene. Deres mål er at sikre, at producenterne får fair priser og beskyttede arbejdsforhold, så de kan opretholde en bæredygtig produktion. Fairtrade mærket garanterer, at produkterne ikke er produceret ved brug af børnearbejde, og at der er taget hensyn til sikkerheden for de ansatte, herunder brugen af sikkerhedsudstyr. Derudover er der krav om forbud mod brug af sundhedsskadelige sprøjtemidler samt krav til beskyttelse af lokalmiljø, vand og biodiversitet. Fairtrade sikrer også en minimumspris for produkterne, hvilket er med til at skabe en stabil virksomhed og en mindsteløn, der er med til at bekæmpe fattigdom.
Svanemærket er et officielt miljømærke i de nordiske lande, der har til formål at hjælpe forbrugere med at vælge miljøvenlige produkter og tjenester. Mærket fokuserer på produkter, der sparer på jordens ressourcer, værner om biodiversitet og anvender flere genanvendelige materialer. Desuden lægger Svanemærket vægt på minimal brug af kemikalier, der både er til skade for mennesker og natur. Certificeringerne evalueres jævnligt, og alle produkter revurderes, når nye krav indføres. Dette sikrer, at Svanemærket altid er ajour med den nyeste viden og udvikling inden for miljø- og sundhedsmæssige aspekter.
FSC Certificering er en international standard for ansvarlig skovdrift. FSC-certificerede skove sikrer biodiversiteten, vandmiljøet og arbejdsforholdene for skovarbejderne. Der stilles særligt stramme krav til skovejere, som skal sikre, at deres skovdrift tager hensyn til det lokale område og dyreliv omkring skoven samt mindske afskovning. FSC-certificeringen omfatter tre forskellige typer: FSC 100%, FSC MIX og FSC Genbrug. FSC 100% betyder, at træet i produktet kommer fra FSC-certificerede skove, FSC MIX betyder, at træet i produktet er en blanding af FSC-certificerede og ikke-certificerede skove, og FSC Genbrug betyder, at produktet er fremstillet af genbrugsmateriale.
GOTS certificering er en af de mest anerkendte standarder indenfor tekstilproduktion verden over. Certificeringen sikrer, at tekstiler med GOTS-mærket består af mindst 70% økologiske fibre uden syntetiske pesticider eller GMO'er. Der lægges desuden vægt på miljøvenlige produktionsteknikker såsom mindre brug af vand og evaluering af materialers skadelighed og evne til at nedbryde sig selv. GOTS-certificeringen stiller også krav til sociale standarder, der sikrer fair arbejdsforhold, arbejdernes sundhed og sikkerhed. Disse krav er gældende for firmaer, der både producerer tekstilerne, men også tredjepartsbrugere, der benytter de GOTS certificerede tekstiler i deres produkter.
GRS-certificeringen er en global standard, der sikrer, at tøjproduktionen sker med brug af både pre- og postforbruger genbrugsmateriale. GRS-mærkningen garanterer, at mindst 50% af tøjet er fremstillet af genbrugsfibre, og at produktionen har en minimal skadelig indvirkning på mennesker og miljø. Certificerede produktioner skal have et miljøstyringssystem for kemikalier, energi, vandforbrug, luftemissioner og affald. GRS certificeringen inkluderer samtidig kontrollerede arbejdstider, rimelige lønninger samt sikre og hygiejniske arbejdsforhold for arbejderne. GRS-certificeringen garanterer fuld sporbarhed af genbrugsmaterialer gennem samtlige produktionsfaser, lige fra indsamlingen til det færdige produkt.
COSMOS certificering er en international standard, der sikrer brug af økologiske ingredienser og respekt for biodiversitet i produktionen af kosmetik. Certificeringen omfatter blandt andet at der er brugt naturlige og økologiske ingredienser, minimering af affald og emissioner under produktionen og at der undgås skadelige kemikalier. Certificeringen dækker både ingredienser samt slutprodukter og omfatter også krav til emballage og markedsføring. En vigtig del af certificeringen er, at ingen af ingredienserne, de færdige produkter eller nogle parter i processen, må teste på dyr.
LENZING EcoVero er et bæredygtigt alternativ til traditionel viskose, som er en type tekstilfibre fremstillet af træmasse. Sammenlignet med traditionel viskose, er produktionen af LENZING EcoVero langt mere miljøvenlig, med op til 50% mindre CO2 udledning og et betydeligt mindre vandforbrug. Dette miljøvenlige materiale er certificeret med EU Ecolabel, hvilket garanterer, at produktet opfylder strenge miljøkrav i hele dets livscyklus. Desuden er LENZING EcoVero fremstillet af FSC-certificerede bæredygtige materialer, hvilket betyder, at træmassen kommer fra ansvarligt dyrkede skove, der sikrer bæredygtig skovforvaltning og beskyttelse af biodiversitet.
RWS og RMS certificeringer er initiativer, der har til formål at sikre en høj standard for dyrevelfærd og sociale forhold i uld- og mohairindustrien samt at garantere kvaliteten af produkterne. Certificeringerne sikrer, at ulden og mohairen ikke kommer fra dyr, der har været udsat for vold eller unødvendig skade. Certificeringerne bidrager til at forbedre dyrevelfærdsstandarderne og de sociale forhold i uld- og mohairindustrien. Kontrollen af kvaliteten på produktet foregår gennem hele produktionen for at sikre uldens renhed og kvalitet. Forløbet af kontrol er udviklet i tæt samarbejde med landmænd, dyrevelfærdseksperter, miljøeksperter, brands og retailers for at opnå den bedst mulige indsigt.
GCS-certificeringen er en standard for bæredygtig og ansvarlig produktion af kashmiruld, som er udviklet af The Good Cashmere Standard. Certificeringen dækker hele produktionsprocessen fra dyrehold til forarbejdning og salg af kashmirprodukter, i tæt samarbejde med landmænd, dyrevelfærdseksperter, miljøeksperter, brands og retailers GCS-certificeringen fokuserer på dyrevelfærd, bæredygtig forvaltning af naturområder, og social ansvarlighed i produktionen. For at opnå GCS-certificering skal producenterne opfylde en række krav, herunder at sikre god dyrevelfærd, minimere miljøpåvirkning, respektere menneskerettigheder og sikre en ansvarlig og bæredygtig forretningsdrift.